UROMAGEREN

	Uromageren har altid bedst kunnet lide at komme på stranden når det ikke er strandvejr. At bade i havet har hun aldrig brudt sig om, men at gå og se på hvad det har skyllet op og efterladt har altid fascineret.
Her i 1972 har Hanne fundet et dødt marsvin, der lugtede fælt.		Og sammen med sin far, fra hvem hun nok har arvet sit tingfinder gen.

	Naturens smukke forgængelighed.
Sten slebet i tusindvis af år eller pinde på vej til at blive nedbrudt i vandet		Nogle pinde er afrundet og afbarket så fint at de fortjener at komme med hjem.


Pindene er ofte fugtige, sorte og tunge når de samles op. De ligner ikke umiddelbart drivtømmer når de ligger i vandkanten af en sø, et bælt eller en fjord. Det kræver nok lidt et trænet øje at se mulighederne i råmaterialet. ..	Når de vaskes og tørrer ud kommer de smukke unikke former, letheden og den smukke drivtømmerfarve frem. Våd, tung og snavset pind forvandlet til et smukt stykke natur. Som underet når et billede bliver fremkaldt i et mørkekammer træder den smukke drivtømmerfarve frem når den rene pind tørrer ud.

De tørre pinde kommer med i værkstedet
hvor de får boret et lille hul i deres tyngdepunkt.

Pindene sorteres efter længde og form.

På den måde kan uromageren finde dem,
der vil klæde hinanden i en uro.

Dette er kun en lille række til illustration.

Det kræver mange pinde at vælge imellem
når de helt rigtige skal findes til en uro.

Når pindene er fundet
trækkes de på en tynd kevlar wire
og låses fast ved at skubbe
et stykke kobbertråd ind i hullerne
så pindene bliver på deres pladser.

Hulstenen nederst slutter uroen af
og skaber tyngde,
der giver uroen en rolig rotation.